- Sune

Reclaim Your Education

Stop neoliberaliseringen af vores uddannelser!

Mens verden er ramt af recession, bliver den økonomiske krise brugt som en undskyldning for en skamløs overførsel af ressourcer til de allerrigeste på fællesskabets bekostning. Mens der er er råd til at lade skatteyderne betale for kæmpemæssige bankpakker til at redde spekulanternes bobleøkonomi, er der tilsyneladende ikke råd til at investere i den offentlige sektor. Det vil vi ikke finde os i, og nu hvor krisen endegyldigt har ødelagt enhver legitimitet for markedsfundamentalismen, har vi de bedste muligheder i 30 år for at vende udviklingen.

Siden neoliberalismen vandt frem i 1970’erne har den dikteret at en kapitalistisk markedslogik skal dominere i alle sfærer i samfundet. Også de der traditionelt har ligget uden den private produktions domæne, for eksempel viden. Politikerne snakker meget om det såkaldte videnssamfund. Men videnssamfundet findes ikke. Det kan først realiseres hinsides kapitalismen. Videnssamfundet er blot en eufemisme for kognitiv kapitalisme; en kapitalisme der baserer sig på at udvinde profit af menneskers tanker, begær, drømme og ideer, og som bygger på to institutionelle forudsætninger.

1)     Privat ejendomsret, uden hvilken viden ikke kan sælges. Derfor skabes en kunstig knaphed på viden og information gennem monopoler som copyrights og patenter. Men viden er ikke en knap ressource, for viden bliver ikke mindre af at blive delt.

2)    Produktionsenheder. Fordelingen af ressourcer til uddannelse og forskning underlægges profithensyn, og læreanstalter hvor viden produceres må gradvist kommercialiseres og omdannes til profitskabende produktionsenheder.

Det er denne anden forudsætning, som den danske Universitetslov fra 2003 har til formål at realisere – springet fra Tanke til Faktura. Universiteterne skal åbne sig mod det private erhvervsliv og lade investeringer fra virksomheder definere, hvad der skal forskes i.

De seneste år er uddannelsernes indhold blevet fastlagt ned til mindste detalje, dels for at sikre at de studerende ikke uddannes i felter som ikke vurderes at være nyttige for markedet, og dels for at forberede en situation hvor uddannelse ikke længere er en rettighed, men en vare som kan købes af de studerende som måtte have råd; uddannelse kan ikke sælges hvis den ikke er udstyret med en præcis varedeklaration.

Desuden bliver demokratiet og medarbejderindflydelsen afskaffet, fordi de er uhensigtsmæssige i en markedsoptik. Studerende og forskerne gør nemlig ikke nødvendigvis det som er bedst for virksomhedernes konkurrenceevne på kort sigt, men prioriterer tværtimod ud fra hvad der giver mening at beskæftige sig med ud fra faglige og almenmenneskelige hensyn. Universitetet skal være åbent over for samfundet, man skal ikke domineres af erhvervslivets profithensyn

Når vi til april kræver vores uddannelser tilbage, tilslutter vi os et oprør der allerede har vist sig i bl.a. Spanien, Frankrig, Italien og Grækenland, hvor studerende og undervisere kæmper mod privatiseringer af uddannelsessektoren, brugerbetaling og implementeringen af EU’s Lissabon- og Bologna-processer. Kampen om uddannelserne er et udtryk for begyndende socialt oprør som vil vise sig i takt med at den økonomiske krise sætter sig dybere i Europa og arbejdsløsheden stiger.

Demokrati kan kun finde sted, hvis samfundet består af frigjorte og selvstændigt tænkende individer, der har mulighed for kritisk refleksion over deres hverdag, samfundsudviklingen og magtstrukturer. Vi kæmper for lige og gratis adgang til uddannelse som en lovsikret ret. Og vi kæmper for et demokratisk universitet, fordi vi ønsker et demokratisk samfund.

Vi vil ikke betale for kapitalisternes krise!

Imod neoliberalismen overalt i den offentlige sektor!

 For fri og lige adgang til uddannelse for alle!

reclaimyoureducationdenmark@gmail.com

INDEN FREDAG d. 27/3 kl. 8.00!

Grundlag: Reclaim your Education

I april 2009 starter vi et oprør i Danmark, Europa og globalt.

Vi vil vælte det neoliberale projekt som de sidste tre årtier har hærget vores samfund.

Første skridt er at befri vores uddannelser og universiteter fra markedsfanatismen.

Krisen

Konsekvenserne af 30 års deregulering af verdensøkonomien viser sig nu: En krise, som blev udløst af skruppelløs finansiel spekulation og som nu har sat sig igennem i realøkonomien med verdensomspændende recession til følge.

Denne krise bør blive signalet til at markedsfanatismens æra er ovre, at markedskræfternes utøjlede hærgen er slut, og at udviklingen nu må vende – hen imod en demokratisk indretning af økonomien, og en revitalisering af den udsultede offentlige sektor, inklusive vores uddannelser.

Men i øjeblikket bliver krisen brugt som en undskyldning for at gøre de rigeste endnu rigere på fællesskabets bekostning gennem kæmpemæssige bankpakker – gaver som skatteyderne betaler til spekulanterne for at redde det nuværende system, med den tilsigtede virkning at den spekulative boble-økonomi kan blive genoplivet – og dermed i sidste ende føre os ind i nye, endnu dybere kriser.

Der er råd til at give blankochecks til de spekulanter som har ført os ud i krisen – men ikke råd til at rette op på de skader, som manglende investeringer har påført den offentlige sektor gennem de sidste 30 år.

Vi vil ikke finde os i denne skamløse overførsel af økonomiske ressourcer til de allerrigeste!

Krisen skal gøres til et vendepunkt, væk fra markedstyranni og hen imod demokrati – og vi tilslutter os derfor råbet fra studerende, sociale bevægelser og faglige organisationer i hele verden: Vi vil ikke betale for kapitalisternes krise!

Når vi til april kræver vores uddannelser tilbage, så gør vi det i bevidstheden om at vi er en del af et globalt projekt om at demontere neoliberalismen og sætte mennesket over markedet overalt i samfundet.

Neoliberalismen

Siden slutningen af 1970’erne har den neoliberale tankegang gjort sit indtog overalt.

Neoliberalismen dikterer at en kapitalistisk markedslogik – produktion med henblik på salg og derigennem profit – skal gennemsyre alle sfærer i samfundet, også de der førhen lå udenfor den private produktions domæne.

Neoliberalismen hævder at markedslogikken er den mest effektive der findes i alle sociale sammenhænge. ”Det gode samfund” skabes ved at markedets behov sættes i første række, og ved at alle ressourcer, både menneskelige, naturlige og vidensmæssige gøres til varer, så der kan udvindes profit af dem.

I mange lande førte neoliberalismen til en direkte privatisering af store dele af den offentlige sektor. Man solgte simpelthen offentlig ejendom: jernbaner, postvæsen, universiteter, hospitaler og skoler til private investorer. I Danmark har forsvaret for den offentlige velfærd – i hvert fald indenfor uddannelse – været så stærk, at direkte privatisering endnu ikke har kunnet lade sig gøre

Til gengæld har man overført den neoliberale tankemåde til det offentlige domæne, ved at gennemføre reformer der gør at den offentlige sektor på alle niveauer fungerer som om den bestod af private virksomheder. ”New Public Management” er betegnelse for den neoliberale tankemåde, omplantet til statens regi; en betegnelse for at styringsmekanismer fra den private sektor implementeres på offentlige institutioner. Konkret har NPM betydet at medarbejderindflydelsen og den faglige autonomi er minimeret på de offentlige arbejdspladser. Top-down-ledelser med ansvar for den økonomiske bundlinje er blevet indsat i stedet. De bureaukratiske kontrol- og dokumentationsprocesser er samtidig mangedoblet i et forsøg på, ganske som på en fabrik, at standardisere arbejdsprocessen og minimere ”spild” – dvs. alt hvad der ikke umiddelbart har økonomisk nytteværdi. Samtidig har man i årevis kunnet maskere nedskæringer i de offentlige bevillinger som ”nødvendige effektiviseringer”.

Dette skift er sket i hele den offentlige sektor, fra børnehaver og skoler over hospitaler til universiteter.

Resultatet er en skrøbelig offentlig sektor, der skal fungere på markedslignende vilkår, skønt det den producerer – omsorg, uddannelse & viden – slet ikke er egnet til at blive behandlet som varer.

Samtidig har neoliberalismen sørget for at den offentlige sektor er underfinansieret. Dette er sket gennem skattelettelser, ikke mindst på selskabsskat og skat på finansielle transaktioner, samt ophævelse af barrierer for kapitalens fri bevægelighed (formidlet af WTO), der har gjort det muligt for selskaber og spekulanter at gå i skattely. Denne manøvre har systematisk flyttet penge fra fattige til de få rigeste procent på globalt niveau.

Den offentlige sektor som den ser ud i dag er en underlig hybrid der stadig skal tage sig af menneskers behov, men på markedets præmisser. Denne konstruktion er ikke holdbar i længden, og må derfor ses som forstadiet til en fuldstændig privatisering – med mindre der kommer et oprør i vejen! Når vi generobrer vores uddannelser gør vi det derfor, fordi vi véd at det er hele den offentlige sektors fremtid der står på spil. Nu – hvor krisen endegyldigt har ødelagt enhver legitimitet for det frie markeds disciple – har vi bedre muligheder end nogensinde de sidste 30 år for at vende udviklingen!

Den kognitive kapitalisme

Videnssamfundet findes ikke! Det kan først realiseres hinsides kapitalismen. I det samfund vi kender er ”videnssamfund” blot en eufemisme for kognitiv kapitalisme; en kapitalisme der i stadigt stigende grad baserer sig på at udvinde profit af menneskers tanker, begær, drømme og ideer.

Den kognitive kapitalisme har de sidste 20-30 år bredt sig i de dominerende stater i det kapitalistiske verdenssystem, ikke mindst EU og USA: Bearbejdning af viden og sociale relationer bliver gradvist de væsentligste former for værdiskabende produktion. Dette sker i takt med at den industrielle produktion af varer flytter til tredjeverdenslande, hvor arbejdskraften er billigere og produktionsomkostningerne lavere.

Den kognitive kapitalisme bygger på to institutionelle forudsætninger:

- For det første må den gennemtvinge en kunstig knaphed på viden og information – det sker gennem copyrights og patenter; monopoler på viden. Uden privat ejendomsret kan viden nemlig ikke sælges. Men viden er ikke en knap ressource; for viden bliver ikke mindre af at blive delt.

Den kunstige knaphed på viden er til skade for det store flertal af mennesker i hele verden: De eneste der har interesse i at forhindre menneskers adgang til viden, er de koncerner der sidder inde med lukrative monopoler. Gennem kontrol over koden til vital software, eller opskriften på medicin, kan de rige og magtfulde skovle penge ind på at nægte resten af verden adgang til essentiel information.

- For det andet må de steder hvor viden produceres – universiteter og læreanstalter – gradvist omdannes til markedsgjorte, eller endnu bedre, private virksomheder, hvor allokeringen af ressourcer til uddannelse og forskning gradvist bliver underlagt ét kriterium: nytteværdien med henblik på indtjening af profit. Både forsknings- og uddannelsesinstitutioner må altså omdannes til profitskabende produktionsenheder.

Universitetsloven af 2003

Det er denne anden forudsætning – der muliggør springet fra tanke til faktura – som den danske Universitetslov fra 2003 har til formål at realisere:

Universiteterne skal åbne sig mod det private erhvervsliv, og lade investeringer fra virksomheder definere, hvad der skal forskes i.

Samtidig skal indholdet af uddannelserne defineres ud fra hvilke kompetencer hos arbejdskraften som private virksomheder vurderer at de har brug for lige nu.

Når uddannelsernes indhold fastlægges ned i mindste detalje som det i de seneste år er sket via evalueringer, akkrediteringer og kompetencemålbeskrivelser sker det af to grunde: Dels for at sikre at de studerende ikke uddannes i ting som ikke vurderes at være nyttige for markedet, og dels for at forberede en situation hvor uddannelse ikke længere er en rettighed, men en vare, som kan købes af de studerende som måtte have råd. Men uddannelse kan ikke sælges hvis forbrugeren ikke véd hvad han/hun får – og derfor er det nødvendigt at udstyre varen med en klar indholdsdeklaration. Dermed løber processen med at definere en uddannelses præcise indhold parallelt med den kunstige skabelse af knaphed på viden: heller ikke uddannelse er en ressource som bliver mindre af at blive delt.

Ikke desto mindre er brugerbetaling for uddannelse på fremmarch overalt i verden. På den måde skabes der endnu en mulighed for at udvinde profit på overførsel af viden – og samtidig slipper den offentlige sektor af med en besværlig, offentlig udgift.

Endelig skal demokratiet og medarbejderindflydelsen fjernes, fordi den er uhensigtsmæssig i en markedsoptik: Studerende og forskerne gør nemlig ikke nødvendigvis det som er bedst for virksomhedens konkurrenceevne på kort sigt – men prioriterer tværtimod ud fra hvad der giver mening at beskæftige sig med ud fra faglige og almenmenneskelige hensyn.

Lissabon og Bologna

Den danske universitetslov er ekstrem i sin grad af markedsgørelse i internationalt perspektiv – men tilpasningen til den kognitive kapitalisme er en generel tendens.

I EU-området funger to handlingsplaner været katalysatorer for forandringen fra industrikapitalistiske velfærdsstater til kognitivt kapitalistiske konkurrencestater:

Lissabon-strategien og Bologna-processen.

Lissabon-strategien har som overordnet mål at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomi i 2010. For at realisere dette mål har EU-landene dels iværksat en omfattende deregulering af de nationale arbejdsmarkeder – skabelsen et indre marked for arbejdskraft på EU-niveau – og dels sørget for øgede private investeringer i den offentlige uddannelsessektor.

Bologna-processen har sideløbende hermed harmoniseret og standardiseret den videregående uddannelse i hele Europa. Man har indført sammenlignelige studiestrukturer i kraft af ECTS-systemet og den såkaldte 3+2-ordning.

Standardiseringen af uddannelsesforløbene er en forudsætning for at man kan udbyde uddannelse som en handelsvare på tværs af grænser.

3+2-ordningen er vedtaget med henblik at få flere studerende ud på arbejdsmarkedet hurtigere, nemlig som bachelorer i stedet for som kandidater. Dette er både en kvantitativ og en kvalitativ fordel for virksomhederne, idet bachelorer dels skal have mindre i løn og dels er mindre specialiserede indenfor et bestemt forskningsfelt. Til gengæld lever de så meget desto bedre op til den neoliberale drøm om den evigt omstillingsparate og individualiseret vidensarbejder, en faglig generalist som accepterer usikre arbejdsvilkår med korttidsansættelser og uden pensionsordninger som den naturlige orden i ”videnssamfundet”.

Oprøret

Når vi til april kræver vores uddannelser tilbage, tilslutter vi os et oprør der på den ene side har været i gang længe og på den anden side først lige er begyndt!

I Spanien bekæmper de studerende Bologna-processens implementering, i Frankrig kæmper studerende og undervisere sammen mod en universitetslov der ligner den danske, i Italien bekæmper Onda Anomala-bevægelsen Berlusconi-regeringens forsøg på at privatisere hele uddannelsessektoren og i Grækenland besættes hundredevis af fakulteter til forsvar for forfatningen, hvori der står at al videregående uddannelse er gratis – og offentlig.

Disse kampe handler ikke kun om uddannelse, men er udtryk for begyndende generelle sociale oprør, som er i vente i takt med at den økonomiske krise sætter sig dybere i Europa og arbejdsløsheden stiger.

Vi er bevidste om at det er den overordnede retning for de europæiske samfund som er på spil i disse oprør. De aktivistiske sociale bevægelser – herunder studenterbevægelsen – har en væsentlig opgave med at insistere på demokrati på alle samfundets planer, på nødvendigheden af en markedsfri offentlig sektor og på at den økonomiske krise ikke skal bruges som undskyldning for at svække arbejdstagernes – heller ikke vidensarbejdernes – vilkår.

Ikke mindst i tider med økonomisk recession, politisk repression (den antidemokratiske følgelovgivning til ”kampen mod terror”) og den stigende sociale trussel fra menneskeskabte klimaforandringer gælder det om at stå fast:

Når vi kæmper for et demokratisk universitet, er det fordi vi ønsker et demokratisk samfund. Når vi nægter at lade vores uddannelser underkaste profithensyn, er det fordi vi ikke mener at noget sted i samfundet, bør underkastes rene profithensyn.

Demokrati kan kun finde sted, hvis samfundet består af frigjorte og selvstændigt tænkende individer, der har mulighed for kritisk refleksion over deres hverdag, samfundsudviklingen og magtstrukturer. Dette ideal forudsætter igen offentlige uddannelsesinstitutioner, hvor den demokratiske dannelse som borger – ikke som forbruger – er et mål i sig selv.

Vi kræver selvstyrende, demokratisk ledede universiteter, som kan disponere over de tildelte ressourcer ud fra rent faglige og humanistiske hensyn. Kun på autonome, demokratiske universiteter – hvor såvel staten som markedet kan holdes på afstand – kan den kritiske tænkning/forskning og

den demokratiske (ud)dannelse trives.

Vi vil desuden fastholde ligheden i uddannelse, hvilket forudsætter at al uddannelse udbydes gratis, som en lovsikret rettighed.

Og endelig vil vi tillade os den luksus, at forlange uddannelser, der er med til at gøre verden til et bedre sted! Vi ønsker at universitetet fungerer til gavn for samfundet. Men med samfundet, mener vi ikke erhvervslivets profit. Vi mener de mennesker, der lever i samfundet. Ikke blot i Danmark, men over hele verden. Den form for samfundsnytte er en direkte modsætning til erhvervslivets profit. Dette betyder i praksis at vi forlanger at folk skal uddannes til frie, tænkende individer – ikke til manipulerende ledere, og lydige arbejdsbier. Og det betyder at vi vil have forskning i ting, der forbedrer menneskers livskvalitet, ikke det der gavner erhvervslivets kortsigtede interesser.

Vi vil ikke betale for kapitalisternes krise!

Imod neoliberalismen overalt i den offentlige sektor!
For fri og lige adgang til uddannelse for alle!

Marts 2009 – Reclaim your Education – Denmark

KONKRETE KRAV TIL REFORMER AF KØBENHAVNS UNIVERSITET

• Fyr Sanders lakajer i topledelsen. Afhold demokratiske valg til alle ledende poster, en person en stemme. Hvis nogle af de nuværende ledere mener at have deres underordnedes opbakning er de velkomne til at stille op.
• Ingen skal arbejde under usikre ansættelsesforhold. Ordentlige kontrakter, pension og arbejdsmiljø til alle. Det gælder såvel løstansatte undervisere som rengøringsassistenter.
• Enhedsløn til alt (videnskabeligt) personale. Vi oplever årlige nedskæringer og forringelser i vilkårene for undervisning og forskning. Samtidigt har vi en rektor der er blandt de højest lønnede i den offentlige sektor. Skær fedtlaget af vellønnede konsulenter væk, og brug pengene hvor de gør gavn.
• Fri forskning, fri uddannelse. Drop aktivitetskrav til studerende, og rigid kontrol af ansattes forskning. Vi vil have reel kreativitet, frem for vidensøkonomisk topstyring. Al universitetets viden skal gøres frit og nemt tilgængeligt for samfundet.
• Smid erhvervslivet ud af bestyrelserne. Universitetet skal være åbent mod samfundet, men ikke domineres af erhvervslivet. Vi forlanger internt flertal i alle styrende organer, og vil hellere have kunstnere og fagforeningsfolk, end grå og snæversynede erhvervsmænd.

Gode bullets:

Vi vil have kure for Aids og malaria, frem for nye typer slankepiller.

Vi vil hellere hjælpe indiske havnearbejdere med faglig organisering, end vi vil hjælpe Mærsk med at finde nye måder at undertrykke dem på.

Vi vil hellere hjælpere Sosu-hjælpere med at få indflydelse på deres arbejde, end vi vil hjælpe kommunalchefer til at overvåge dem bedre.